Idebank: Svendborgprojektet – Aktive børn i dagtilbud

I forbindelse med Svendborgprojektet – “Aktive børn i dagtilbud” lægger vi stor vægt på vidensdeling. Det betyder både, at vi gerne deler vores viden med andre, og at vi samtidig lader os inspirere af andre.

Derfor har vi samlet en lang række henvisninger til konkret inspiration til aktiviteter, der på den ene eller anden måde kan understøtte De fem Gazellehop i Koncept for Aktive børn i dagtilbud.

Hvis du har tips til gratis materiale, der skal på listen, er du meget velkommen til at sende det til sportoguddannelse@svendborg.dk

Rend og hop med Oliver/Ida

Rend og hop med Oliver/Ida er udviklet af Danmarks Idrætsforbund og KFUMs Idrætsforbund. Formålet er at understøtte og udvikle børns motorik gennem leg og bevægelse. Oliver er målrettet de 3-5 årige, imens Ida er målrettet ½-3 årige børn. Du kan læse mere om projektet her.

Der er udgivet fysiske materialer, men der kan også hentes masser af inspiration på deres hjemmeside, hvor der blandt andet er en øvelsesbank fyldt med lege, remser mv. Legene kan blandt andet sorteres efter alder og sansemæssige oplevelser.

Der findes desuden en app til Rend og hop med Ida til både Android og iPhone/iPad.

Hoppeline – Sjovt er sundt

Hoppeline er et sundhedsfremmende projekt udviklet af Videncenter for Sundhedsfremme/UC SYD og Det Nationale Videncenter KOSMOS. Formålet er at give børn positive erfaringer med bevægelse, ved f.eks. at tilbyde let tilgængeligt og gratis sundhedspædagogisk materiale, der tager udgangspunkt i læreplanstemaerne. Derudover er der udviklet materiale til forældrene, der understøtter barnets læring i daginstitutionen. Du kan læse mere om projektet her.

Der er udgivet fysiske materialer, men der kan også hentes masser af inspiration på deres hjemmeside, hvor der beskrivelser af en lang række lege- og bevægelseskort, der beskriver legene og giver gode råd til, hvordan de kan gøres lettere eller sværere.

De Grønne Spirer

De Grønne Spirer er udviklet af Friluftsrådet og har til formål at inspirere til mere udeliv og en grønnere hverdag i dagtilbuddene. Du kan læse mere om projektet her. På hjemmesiden har de desuden samlet 250 aktiviteter, som blandt andet kan sorteres efter læreplanstema, årstid mv.

Spring Ud i Naturen

Spring Ud i Naturen er en del af Friluftsrådets Grønne Spirer og har fokus på den sunde sansemotoriske udvikling med naturen som springbræt. Du kan læse mere her.

Materialet består af 75 aktivitetskort med konkrete lege, en eksempelsamling med inspiration fra andre dagplejere og børnehuse og en god og praksisnær redegørelse af motorik, sansning og udeliv.

Krible Krable

Krible Krable er udviklet af Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang. Formålet er at inspirere børn til at undersøge og udforske naturen og dens beboere igennem spændende aktiviteter, nysgerrighed, leg og læring. Konceptet er ikke direkte målrettet krop og bevægelse, men der er masser af inspiration til bevægelseslege, finmotoriske udfordringer og sansemæssige oplevelser. Du kan læse mere her.

Materialet består dels af en interaktiv idebank, hvor man kan klikke rundt i forskellige aktiviteter og lege og en side med aktivitetsark, hvor der blandt andet er idéer til et stjerneløb, krible-krable-oplevelser og krible-krable-sange.

Kroppen på toppen

Kroppen på toppen er udviklet af Aalborg Kommune og indeholder en stor idébank med lege og aktiviteter i kategorierne pulsen op, sansemotoriske udfordringer, ro og fordybelse, sprog og sang, natur og friluftsliv, aktive traditioner (jul).

DGI Trænerguiden

DGI har udviklet en stor øvelsesbank, med en lang rækker aktiviteter indenfor blandt andet leg og bevægelse 0-6 år og gymnastik, men også en lang række andre idrætsgrene. Hjemmesiden har en god søgefunktion, hvor man kan vælge imellem aktiviteter/idrætsgrene og filtrere på alder. Der er udviklet en tilhørende app ”DGI Trænerguiden”, hvor søgefunktionen, dog er lidt mindre detaljeret. App’en fås både til Android og iPhone/iPad.

Emu.dk – inspiration til ”krop og bevægelse”

Der findes masser af inspiration til aktiviteter under læreplanstemaet ”krop og bevægelse”. Der er både artikler med baggrundsviden, men også en lang række aktiviteter som eksempelvis yoga, hinkeruder, bold og geometri, stopdans og sanglege.

Sundhedsstyrelsen – Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse

Sundhedsstyrelsen kom i 2016 for første gang med anbefalinger til fysisk aktivitet for 0-4 årige børn. I den forbindelse har de udviklet folderen ”Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse”. Som navnet antyder, er den målrettet forældre, men den indeholder generelt inspiration til leg og bevægelse.

Krop og bevægelse i dagtilbud

Københavns Kommune har lavet en inspirationsside med aktiviteter målrettet børn i dagtilbud. Der er bl.a. inspiration til hoppe-aktiviteter, ase-mase-aktiviteter, aktiviteter for følesansen, rundtosse-aktiviteter og balance-lege.

Motorik og sprog (0-2 år)

Motorik og sprog har en samling af aktiviteter, der kobler den motoriske og den sproglige udvikling hos de mindste børn. Der er også en række baggrundsartikler om sammenhængen mellem motorik og sprog.

Hvad kan kroppen?

Hvad kan kroppen? er en let og overskuelig app med inspiration til små motoriske udfordringer, brydelege og andre øvelser. App’en fås til iPad.

Træningscentret for børn og unge

Træningscentret for børn og unge har samlet en lang række aktiviteter, der stimulerer den motoriske udvikling. Der er både aktiviteter for de mindste og for de lidt større børn i dagtilbud.

DHF Planner (4+ år)

Dansk Håndbold Forbund har udviklet app’en ”DHF Planner” med inspiration til lege, stafetter og boldspil. App’en har et ”kapitel” med øvelser for børn under 6 år (primært 4-6 år), og de forskellige aktiviteter er vist med små videoklip. Nogle af øvelserne er rettet mod håndbold, men mange af øvelserne er forskellige boldlege, stafetter mv. App’en fås både til Android og iPhone/iPad.

Fodbold (4+ år)

Dansk Boldspil Union har udviklet app’en ”Fodbold”, der blandt andet indeholder en værktøjskasse med en øvelsesbank med lege, stafetter og boldspil. App’en har et ”kapitel” med øvelser for 5-8 årige. Nogle af øvelserne er rettet mod fodbold, men mange af øvelserne er forskellige boldlege, stafetter mv., som også kan bruges til de lidt yngre børn. Man kan f.eks. vælge kun at få vist aktiviteter i kategorien ”lege”. Alle aktiviteterne vises med små videoklip. App’en fås både til Android og iPhone/iPad.